Paying for health care.?!

2011-10-25

The notion to pay for education is revolting to many Scandinavian brought up in the social democratic ideology of high taxes to pay for a welfare system. In this column I argue that it is time to rethink the model and I compare Denmark to Sweden and Switzerland.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN Nr. 32. 23. oktober – 29. oktober 2009

Dr. Johan Roos

Brugerbetaling skaber gennemsigtighed

De danske sundhedsudgifter ville komme mere frem i lyset, hvis der var brugerbetaling ved lægebesøg og sygehusindlæggelser.

Når man flytter til et nyt land, er det altid spændende at finde ud af, hvordan samfundet er indrettet. Hvordan fungerer det politiske system? Hvilke uddannelser til- bydes? Hvordan er sundhedssystemet skruet sammen? Hvilke ydelser skal man betale for, og hvilke stiller den offentlige sektor til rådighed over skatten?

I Danmark har man indført brugerbetaling på man- ge offentlige ydelser. Danskerne betaler for vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger. Danskerne betaler for at gå til tandlæge og for medicin. Og danskerne beta- ler for at bo på plejehjem Men det gælder ikke alle områ- der, f.eks. er det gratis at konsultere sin læge.

Den svenske model: I Sverige har man grebet det lidt an- derledes an. Her har man indført en beskeden bruger- betaling inden for de fleste områder. For lægebesøg kan de enkelte sygehusregioner – inden for nogle rammer – selv fastsætte niveauet for brugerbetalingen. Prisen for en lægekonsultation kan derfor variere fra ca. 90 kr. til knap 135 kr. Selv på sygehuset skal patienterne betale et beskedent beløb pr. sengedag – om end der er en maksi- mumgrænse for, hvor længe en patient skal betale.

Den schweiziske model: Man er gået endnu længere i Schweiz. Her fungerer sygeforsikrin- gen som en bilforsikring. Alle schweizere skal have en for- sikring, der dækker et basis- niveau af sundhedsydelser, hvilket sikrer fælles og soli- darisk dækning for alle. De, som ikke har råd, får offentlig hjælp. Herudover må borger- ne frit vælge at designe deres sundhedsforsikringer, som de vil. Valgene inkluderer lokal, regional, national eller inter- national medicinsk ekspertise,

dobbelt- eller enkeltværelse – og selvrisikopræmie.
Ud over basisniveauet har borgerne ansvaret for de- res egen sygeforsikring. Et helt centralt element efter alle lægebesøg er, at regningen med de fulde og reelle omkostninger sendes hjem til den enkelte, så man kan se, hvor meget lægen, materialerne og medicinen koster. Schweizerne betaler selv regningen og får pengene tilba- ge fra forsikringsselskabet – afhængig af den dækning, man har. Hvis man ikke er tilfreds med selskabet, er det meget enkelt at udskifte, idet både staten og private har let tilgængelige websites. Indlæggelse på sygehus betaler forsikringen direkte, men forsikringsselskabet sender altid en regning til brugeren efterfølgende, så den enkelte kan se, hvad ydelserne koster.

Det abstrakte bliver konkret: Hvad er effekten? De vok- sende omkostninger til sundhedssystemet i landet bliver synlige for alle, og det ellers så abstrakte sygehusspørgs- mål bliver konkret for alle parter, og samfundsdebatten på dette afgørende spørgsmål baseres på fakta.

Indførelse af brugerbetaling har flere fordele. For det første kan en beskeden brugerbetaling være med til at reducere efterspørgslen, fordi borgerne bliver opmærk- somme på de reelle omkostninger ved ydelserne. Der- næst har brugerbetalingen ikke – som indkomstskatter – en negativ virkning på tilskyndelsen til at arbejde. Og for det tredje kan det skabe en vis finansiering i en tid, hvor de offentlige kasser er under et stigende pres.

Danmark har altså valgt en anden model end ikke bare Sverige, men også mange andre sammenlignelige lande. Ja, i de fleste andre lande er brugerbetaling spredt ud, så der er brugerbetaling ved stort set enhver kontakt med den offentlige service. Således bliver det konkret og gennemsigtigt for alle parter.

Den rene skattefinansiering i Danmark betyder deri- mod, at borgeren opfatter brugen af de offentlige ydel- ser som gratis, fordi betalingen er koblet fra forbruget af ydelserne. Men ydelserne har alle en pris, som danskerne betaler over skatterne.


From zero growth to new thinking

2011-10-25

To fuel the debate about necessary growth in Denmark in this column I argued that the country has a problem since too little research is not converted into new products and services.

9. oktober – 15. oktober 2009 BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN

Dr. Johan Roos

Fra nulvækst til nytænkning

Hvad nytter det, at der produceres nye forskningsresultater og patenter, hvis de ikke omsættes til konkurrence- dygtige produkter og serviceydelser. Vækst kræver både teknisk og merkantil innovation.

Hvor stor er Danmarks evne til at skabe innovation, iværksætteri og vækst?

Ifølge en række nye rapporter er der nulvækst i in- novationen i Danmark. Senest i European Innovation Scoreboard 2008, der sammenligner EU-landenes inno- vationskraft, skraber Danmark bunden. Danmark har haft negativ produktivitetstilvækst siden 2006 og er det eneste OECD-land, der (endnu) ikke har indbygget lang- sigtede vækstinitiativer i sine vækstpakker for at styrke dets innovationspotentiale.

Ser vi på forskernes output på universiteterne, sek- torforskningsinstitutioner og de offentlige sygehuse, når de frem til mange nye opfindelser – omkring 300- 400 på årsbasis. I 2008 indgav de offentlige forsknings- institutioner tilsammen 128 patentansøgninger, solgte 90 patenter og licenser og medvirkede til etablering af i alt 12 nye virksomheder. Samlet gav det institutionerne en indtægt på godt 80 mio. kr., viser Forsknings- og In- novationsstyrelsens statistik.

Det er udmærket, men der sidder utvivlsomt fortsat mange patenter fast i universiteterne. Man kan med god grund spørge: Hvad nytter det, at der produceres nye forskningsresultater og paten- ter, hvis ikke de omsættes – længere nede ad vidensstrøm- men – til konkurrencedygtige nye produkter og serviceydel- ser, som virksomhederne kan sælge i udlandet? Hvor er det , at kæden hopper af?

Parallelt med forsknings- indsatsen bør regeringen og Folketingets partier skærpe deres innovationsstrategi, der bør omfatte alle de centrale institutioner – offentlige såvel som private – og i langt højere grad satse på, at det private erhvervsliv kan blive bedre til at modtage, omsætte og udvikle de mange nye opfindel- ser til egentlige kommercielle produkter.

At øge bevillingerne til de Godkendte Teknologiske Serviceinstittutter (GTS ) er en god begyndelse, men det er også vigtigt at styrke deres relationer ikke blot til de naturvidenskabelige forskningsmiljøer, men også til de erhvervsøkonomiske, humanistiske og samfundsviden- skabelige universitetsmiljøer.

Kimen til megen nytænkning og innovation ligger i grænsefladen mellem forskningsområderne. For ek- sempel på klimaområdet, hvor Clean Tech netop be- finder sig.

Byg flere videnbroer: For at danske virksomheder kan begå sig i den globale konkurrence, er et højt og stigende uddannelsesniveau også nødvendigt. Kun hver femte ansat i det private erhvervsliv har en videregående ud- dannelse i dag. Skal de mange nye opfindelser “oversættes” til konkrete produkter, som virksomhederne kan sælge i det globale marked, er det helt nødvendigt, at der er et stærkere og mere innovativt kompetenceniveau i det private erhvervsliv, ikke mindst i de mange små og mellemstore virksomheder, der udgør landets rygrad.

Stærke merkantile kompetencer er ikke alene en vig- tig forudsætning for nytænkende strategier og effektiv markedsføring, men også for brugerdreven udvikling af produkter og tjenester i high-performance innovati- onsteams, hvor projektledelse efterhånden er en kunstart.

Samtidig bør der bygges flere “videnbroer” mellem universiteterne og virksomhederne. Det kan gøres med flere erhvervs-ph.d’er, men også gennem flere intern- ships for studerende i sidste del af uddannelsen. Der er med andre ord behov for at etablere et modtageapparat i danske virksomheder, som kan oversætte den nyeste vi- den, så den umiddelbart bliver til gavn for erhvervslivet. Sådanne innovationskompetencer kan blive drivkraften for at få fuld nytte af ny teknologi, viden og erfaringer fra forskningen.


Out of the growth crisis, anno 2009

2011-10-25

End 2009 the debate about the “crisis” in Denmark was still more of a denial than a sober assessment about what is needed. In this column I bluntly argued that what is needed is hard work and more investments in education.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN Nr. 29. 2. oktober – 8. oktober 2009

Dr. Johan Roos

Vejen ud af vækstkrisen

Det er ikke nok med selvtillid og lækkert hår. En position blandt de bedste og mest produktive kommer kun ved hjælp af hårdt arbejde og en stålfast politisk vilje til at foretage de nødvendige investeringer i uddannelse.

For at få en bedre forståelse af det danske samfund og vore nære samarbejdspartneres ønsker og udfordrin- ger har jeg for nylig besøgt en række topledere i dansk erhvervsliv.

En af de helt store udfordringer, de samstemmende peger på, er udviklingen i den danske produktivitet og konkurrenceevne. Eller mangel på samme.

Danske produktivitetsstigninger er nemlig foruroli- gende lave i forhold til de fleste andre lande i OECD. I 1990’erne var de danske produktivitetsstigninger om- kring 1,9 procent pr. år, men fra 2001-2008 er de faldet til 1,1 procent. Det er bekymrende, da produktivitets- tilvæksten er den helt centrale drivkraft for vækst og velstand fremover.

Ser man på Danmarks relative velstandsplacering – ud ad 30 lande – så er Danmark fra 1997-2007 dumpet ned ad OECD’s rangliste fra en 6. til en 12. plads.

For at kridte banen op har regeringens Vækstforum i denne uge indledt debatten med oplægget, “Danmark styrket ud af krisen”, hvor regeringen selv peger på, at Danmark ikke alene halter bagud, når det gælder produktivitetsudvikling, men også når det gælder ud- dannelse, forskning, innovation og konkurrenceevne. Danmark er i en vækstkrise.

Markant mindre uddannelse: Vi ved fra analyser inden for vækst og innovation, at det især er investeringer i uddannelse og forskning, der for alvor gør det muligt for erhvervslivet på længere sigt at forbedre produktivi- teten, øge værditilvæksten i deres produkter og dermed producere øverst i værdikæden. Hvordan står det til på denne front i Danmark?

Samlet set investerer Danmark omkring 8 procent. af BNP i uddannelsessystemet. Det er en stor årlig in- vestering – også sammenlignet med andre lande. Langt hovedparten investeres i folkeskolen, gymnasiet, er- hvervsskolerne m.v. 2,3 procent af BNP anvendes på de videregående uddannelser – inklusive Statens Uddan- nelsesstøtte (SU). Undlader vi udgifter til SU, der strengt

aget ikke anvendes direkte til uddannelse, er billedet ikke helt så rosenrødt.

Så halter Danmark faktisk bagefter andre OECD-lan- de, idet der alene investeres omkring 1,7 procent af BNP. Amerikanerne anvender hvert år næsten 3 procent af BNP på de videregående uddannelser. Det er tankevæk- kende – især hvis vi ser nærmere på konsekvenserne i praksis.

En ny rapport fra Videnskabsministeriet viser, at den danske universitetsstuderende – inden for samfundsvi- denskab og erhvervsøkonomi – desværre får markant færre undervisnings- og øvelsestimer end deres uden- landske medstuderende.

På for eksempel Berkeley School of Business i USA, som er en offentlig finansieret amerikansk business school, får de studerende omtrent dobbelt så mange undervisnings- og øvelsestimer pr. år. som man gør i Danmark. Det samme gør sig gældende i forhold til de svenske studerende på Stockholm School of Economics. Studierne bliver taget mere seriøst af de studerende og underviserne. Det er ikke bare en hobby ved siden af studenterarbejdet, som, man kan få indtryk af, er til- fældet mange steder i Danmark.

Det understreger, at undervisningstaksterne på de danske samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomi- ske uddannelser er sakket markant bagud i forhold til udlandet, og på længere sigt vil det utvivlsomt svække danske virksomheders konkurrenceevne over for ud- landet.

Farlig selvopfattelse: På mig virker det som om, at dan- skerne indtil nu har stillet sig tilfredse med en selvop- fattelse, der strutter af tro på egne evner. Men som det viser sig mere og mere klart i de rå data, er det ikke nok med selvtillid og lækkert hår, som det vist hedder på populærdansk. En position blandt de bedste og mest produktive kommer kun ved hjælp af hårdt arbejde og en stålfast politisk vilje til at foretage de nødvendige investeringer.


Lowering expectations for COP 15

2011-10-25

Remember the “failed” climate meeting COP 15 hosted by Denmark in December 2009? In this column I argued that the expectations were set too high simply because the grand powers USA and China had many other and more pressing matters in their agenda.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 27. NOVEMBER – 3. DECEMBER 2009

Dr. Johan Roos

Vil klimatopmødet bringe os videre?

Hvis ikke de politiske ledere vil gå forrest i klimaspørgsmålet, så må hver enkelt virksomhed, organisation og individ gøre det.

Hvirvelvindene fra topmødedeltagerne vil snart udgøre en sand medietornado efterhånden som vi nærmer os det store klimatopmøde i København i december. Der er ingen tvivl om, at konferencen skærper hele verdens opmærksomhed på det store klimaproblem, men jo tæt- tere vi kommer på konferencen, desto sværere bliver det at se resultaterne af det lange forhandlingsforløb. Som et fatamorgana flytter de konkrete og bindende mål sig længere og længere ud i horisonten.

I de seneste uger har vi set både USA og Kina – to af de mest centrale aktører – fokusere på andre priori- teter. I USA kæmper regeringen en brav kamp for at få gennemført en vigtig sundhedsreform, bremset et ga- lopperende statsunderskud og håndteret en vanskelig krig i Afghanistan.

Kineserne ser også ud til at tænke på alt andet end klimaet. I kølvandet på finanskrisen er det kinesiske sty- re nærmest besat af tanken om, at samfundsøkonomien fortsat skal vokse 8-10 procent årligt og dermed undgå en for høj arbejdsløshed. Med andre ord: Når det gælder verdens to største klimasyndere udebliver de håndfaste

resultater endnu engang. Derfor bliver der hel- ler ikke en bin- dende aftale til december.

Vi må også være realistiske og indse, at i en multilateral for- handling, hvor der er så mange parter involve- ret, vil beslut- ningerne oftest udgøre den lave

ste fællesnævner. Herudover er det ikke engang sikkert, at en traktat med bindende mål – underskrevet i Køben- havn – ville blive efterlevet i praksis. For FN har reelt ingen sanktionsmuligheder over for medlemslandene.

Tid til handling: I mine øjne er der derfor behov for, at vi nu tænker i helt nye baner. Tiden er inde til handling – ikke tomme hensigtserklæringer. Hvis ikke de politiske ledere vil udøve det nødvendige lederskab og gå foran, så må hver enkelt virksomhed, organisation og indi- vid gøre, hvad de kan lokalt. På Copenhagen Business School har vi – i samarbejde med 270 business schools verden over – netop i denne uge besluttet at sætte et ambitiøst og konkret mål for at gøre CBS til en grøn ud- dannelsesinstitution. Vi skal være mere bæredygtige i stort set alt, hvad vi foretager os.

Med en ny og ambitiøs Green Campus-plan skal ener- giforbruget nedsættes, så vi får et 40 procent mindre CO2-udslip i 2020. Klimabevidsthed og bæredygtighed skal indgå som en integreret del af undervisningen, og forskning i erhvervslivets rolle og muligheder i løsnin- ger af klimaudfordringerne bliver snart en del af hver- dagen. Men klimavenlige handleplaner gør det ikke alene.

Nye holdninger: Som et ledende universitet skal vi i mine øjne også blive bedre til at engagere os i samfundsde- batten og i virksomhedernes praksis på dette afgørende område.

Den virkelige revolution, som står foran os, handler om at ændre vore holdninger, ideer og praksis. Vi har jo allerede udviklet mange nye, miljøvenlige teknologier, som gør os i stand til reducere CO2-udslippet over hele kloden. Og hvis vi alle begynder at tage dem i brug og tager de mange små konkrete skridt, kan vi nå langt – også uden en klimakonvention med bindende målsætninger.