Business-in-Society Platforms

2011-10-25

9 September 2010 I hosted the Prime Minister’ Growth Forum at Copenhagen Business School. As the host I was invited to join the two-day conversations, but I was also given the opportunity to privately present the school’s new strategy to the PM, the Minister of Finance and the Minister of Science. The PM’s comments what that he rarely had seen such an offensive and exciting strategy, especially in view of all the negativism in Denmark at the time.

In this column I briefly outline one important facet of that strategy, namely the three Business-in-Society platforms that combines research and education to address pressing societal challenges and opportunities relevant to our region.The BiS Platform idea was proposed by many CBS people during the previous strategy process and, in my view, a really great concept for a modern university eager to connect with the world. Specifically, the three platforms were focused on Enterprise Design, Sustainability and Private-Public Partnership – all three topics relevant to the Danish/Scandinavian identity, image and real challenges.  After I resigned as president the concept BiS Platform lives on, but it has been greatly reduce in magnitude and the Design platform has been canceled.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 15. OKTOBER – 21. OKTOBER 2010

Dr. Johan Roos

3 platforme til design af Danmarks fremtid

Teori skal være præget af praksis og praksis præget af teori. Derfor præsenterer CBS tre nye forskningsplatforme, der på tværs af fag og i samarbejde med erhvervslivet skal medvirke til en vision for Danmark.

Da regeringens Vækstforum forleden besøgte CBS, blev jeg af mi- nistre og erhvervsledere spurgt, hvordan CBS konkret bidrager til at løse nogle af samfundets og er- hvervslivets vigtigste problemer. Heldigvis kunne jeg forsikre dem om, at vi faktisk bidrager en hel del – både ved at ud danne unge og via vores forskning.

Et godt eksempel er en ny publikation fra nogle af CBS’ bedste forskere, “Væksthuset”, der netop skitserer en række konkrete anbefalinger til, hvordan politikere, erhvervsledere og embedsmænd kan skabe mere vækst og innovation i Danmark. Men der skal mere til.

Nye forskningsplatforme: Jeg har tidligere argumente- ret for, at en moderne og ambitiøs handelshøjskole skal være dygtig til både forskning og undervisning. Teori skal være præget af praksis og praksis præget af teori. Vi skal kunne levere forskningsbaseret undervisning og undervisningsbaseret forskning. Og vi skal blive bedre til at forstå, analysere og påvirke samfundsdebatten og løse virksomhedernes udfordringer.

En vigtig del af CBS’ strategi er derfor at sætte tre nye forskningsplatforme i søen – nemlig designtænkning, bæredygtighed og offentlig-private partnerskaber.

De tre temaer har det til fælles, at de ikke alene har betydning for Copenhagen Metropolitan Region; de har også global relevans. Samtidig er det ambitionen, at de tre platforme skal nedbryde barriererne mellem forsk- ningsdiscipliner ved at gå på tværs af mange områder. Temaerne har derfor relevans for stort set alle på CBS, og alle har mulighed for at bidrage – også blandt vore eksterne samarbejdspartnere. Dette er en invitation – Join Us, som det hedder i vores Guiding Principles.

Designtænkning: Som den første introducerer vi platfor- men Creative Enterprise Design (CED) der skal bidrage til, at Danmark designes bedre. Dette arbejde skal i høj grad foregå i samarbejde med erhvervslivet og offentlige institutioner. CED skal bidrage til, at vi designer os til et bedre og mere effektivt samfund. Design skal her for- stås bredt, som design af organisationer, institutioner, produkter og processer. Designtænkning er en vigtig motor for værdiskabelse og gør virksomhederne mere konkurrencedygtige. CED skal netop organisere et sam- arbejde mellem forskere fra forskellige discipliner – på tværs af institutter og universiteter, og i samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner.

Personligt ser jeg frem til at udarbejde en vision for Danmark som designnation i 2020 sammen med en række andre forskere og erhvervsledere i Økonomi- og Erhvervsministeriets nye Visionsudvalg for Design. Ud- valget skal ikke alene undersøge, hvordan design kan være med til at løse nogle af de centrale udfordringer i fremtiden, men også forholde sig til design som innova- tionsmotor, udvikling af designkompetencer, forskning i design samt markedsføring.

Ved at udfordre os selv og betragte det velkendte fra nye vinkler, tror vi på, at der opstår nye spændende synergier. Det er i høj grad den øvelse, der bredt set er brug for, hvis der skal skabes ny vækst i samfundet. Det arbejde bidrager CBS gerne med, og vi glæder os tilsamarbejdet.


The 5th freedom

2011-10-25

While we enjoy many freedoms within the EU education remain a national matter. In this column I reflect over the lack of educational movement in view of the Bologna standardization of higher education in Europe. To inspire this thinking I use the International Baccaloreat as an example of a high quality internationally standardized program.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 3. DECEMBER – 9. DECEMBER 2010

Dr. Johan Roos

Den 5. frihed – uddannelse

Sammen med de andre principper for frihed inden for EU bør vi arbejde for et frit viden- eller uddannelsesmarked. Også på skole- og gymnasieniveau.

Kapital, tjenester, arbejdskraft og va- rer. Det er de fire velkendte friheder inden for EU. Det er vigtigt, at vi i disse EU-kritiske tider ikke glemmer disse fire gennemgribende princip- per, og hvad de har betydet for ud- viklingen af Europa. Lad os antage at EU også kommer igennem den nuværende krise og ser fremad. Hvilken frihed kunne så blive det næste naturlige valg for os? Viden, eller mere præcist: Den næste frihed kan være uddannelse.

Bare forestil dig, hvis jeg startede en privatskole i Helsingør og i løbet af få år og med en vis succes fik opbygget en hel kæde af privatskoler over hele Europa. Forestil dig, at kæden af privatskoler tilbød det samme curriculum i alle 27 lande, på deres lokale modersmål, og at skolen krævede det samme sæt kompetencer og færdigheder af mine lærere på tværs af alle lande.

Forestil dig, at lærere, elever og forældre oplever et genkendeligt og ensartet skolekoncept på tværs af de nationale grænser. Hver elev kommer med en sum uddannelsespenge fra sin nationalstat.
Et konkurrencedygtigt fælles marked for uddannelse er et følsomt forslag, fordi det typisk er et nationalt anliggende og finansieret gennem de na- tionale skatter. Vi ønsker måske

heller ikke i Danmark at pille ved de særlige danske traditioner for fri- og folkeskoler samt deres ligesindede på tværs af Europa?

Men der eksisterer allerede fragmenter af modellen i forskellige former.

Bologna-processen er betegnelsen for et samarbejde, som de europæiske undervisningsministre indledte i 1999. Målet er, at Europa udvikler sig til et fælles område for videregående uddannelse, hvor de studerende frit kan bevæge sig over grænserne. Den har allerede haft stor indflydelse på de europæiske kandidatstudier inden for ledelse og management.

Ensartethed: Før Bologna var der meget lidt ensartethed i europæiske videregående uddannelser. Forskellige landes universiteter tildelte forskellige kandidatgrader, og det var ikke altid klart, hvad de enkelte grader svarede til. Det ved vi nu. Så det er muligt at skabe en fælles uddannelsesmodel på tværs af nationale grænser, i det mindste på universitetsniveau.

Er det muligt at skabe en international uddannelses- model på gymnasieniveau og ungdomsuddannelserne eller endda på folkeskoleniveau? Det er det.

Den såkaldte International Baccalaureate (IB) til- byder international uddannelse til et verdensomspændende fællesskab af skoler fra tidlig barndom til gym- nasiealderen.

Er det muligt at forestille sig et frit marked for uddan- nelse inden for EU, ligesom der er et frit marked for sko? Det er det, men vi er der ikke endnu. Både i Danmark og Sverige er det muligt for forældre frit at vælge skole, og pengene følger med eleven. Du kan bo i Landskrona og have den fulde frihed til at flytte dit barn til Helsingborg. Det giver både en dynamisk folkeskole og gymnasieuddannelsessektor med private alternativer.

Nu er den britiske regering blevet inspireret af Dan- mark og Sverige og forbereder en lignende reform. Skal det ikke fortsætte til resten af EU?


The dream of becoming a bureaucrat

2011-10-25

I have talked with lots of Danish university students and they have left me with a great impression. Smart and ambitious many of they dream about contributing to make the world a better place. However, many also dream of becoming civil servants. Yes, you heard me. Civil servants. State funded. Paid by tax payers. Perhaps this is not surprising since the public sector is overwhelmingly large in Denmark and people seem to take it for granted. What is worrying is that people working in the public sector has 50% longer education than those employed in the private sector. Of course, it is fantastic that state employees are well educated. The worrying part lies in the lack of education in the private sector and this doesn’t bode good for the future of private enterprising in the country. Nor does it help turn the downward trend of Denmark’s competitiveness.

In this column I reflect of this phenomenon of a small and wealthy country facing a real growth challenge.

29. OKTOBER – 4. NOVEMBER 2010 BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN

Dr. Johan Roos

Styrk uddannelserne i den private sektor

Offentligt ansatte har 50 procent længere uddannelse efter grundskolen end ansatte i private byerhverv. Det kan være noget af forklaringen på manglende produktion og innovation i Danmark.

Hvert år udgiver World Economic forum (WEF) i Schweiz den så- kaldte Global Competitiveness Report, som viser konkurrenceevnen – målt i form af et samlet indekstal – i 139 lande. Danmark opnår normalt en pæn score sammen med de fleste andre nordiske lande. I år er Danmark rykket ned fra nummer 5 til nummer 9.

Danmarks styrker er især velfungerende institu- tioner og et fleksibelt arbejdsmarked samt et relativt højt – om end ikke imponerende – uddannelsesniveau. I WEF’s rapport trækkes Danmarks samlede placering til gengæld ned af en folkeskole som ikke præsterer nok i forhold til sine omkostninger, mangel på konkurrence inden for en række centrale sektorer, relativt høje skat- ter, et for lille hjemmemarked samt udviklingen af de finansielle markeder.

Næsten samtidig udgav regeringen årets Konkurren- ceevneredegørelse 2010. Dette er altså også en udgivelse politikere, forskere og kommentatorer bør tage seriøst,synes jeg. Redegørelsen viser, at Danmark har en stor vækstudfordring. Produktivitetstilvæksten er blandt de laveste i OECD- landene, det danske arbejdsudbud per ind- bygger ligger i den laveste halvdel, innovation og fornyelse er ikke i top, og det uddannelsesforspring, som Danmark tidligere har haft, er stort set væk. Det er faktisk kun Italien, der klarer sig dårligere end Danmark 1998 til 2008.

Hvad kan vi gøre ved det?

Vækstproblemer: I denne uge udtrykte De Økonomiske Vismænds også bekymring over produktiviteten. Vis- mændene advarer generelt imod en “picking-the-win- ners” strategi med særlig produktions- og forsknings- støtte til brancher, der anses for at være vækstbrancher. I stedet peger de på behovet for at styrke rammebetin- gelserne for erhvervslivet, blandt andet gennem øget konkurrence og ved at styrke innovationen.

Produktivitetsproblemet er komplekst og ikke nemt at forklare for Danmarks vedkommende, men vismændene peger bl.a. på uddannelsesniveauet i den private sektor. Blandt andet forskellen mellem beskæftigede i den offentlige sektor og i private byerhverv. De offentligt beskæftigede havde således i 2007 ca. 1,4 års længere gennemsnitlig uddannelse efter grundskolen end an- satte i private byerhverv. Det svarer til, at de offentligt beskæftigede har en knap 50 pct. længere uddannelse efter grundskolen. Spørgsmålet er, ifølge vismændene, om ikke tiden er inde til at øge uddannelsesniveauet – også i den private sektor?

Velstand drives af produktivitet og arbejdsudbud. Produktivitet drives – sektor for sektor – af konkurrencesituationen i hver sektor. Den vigtigste løftestang er især at fjerne barrierer for konkurrence på sektor-ni- veau og dermed også fjerne barriererne for produktivi- tetsforøgelser. Men det er helt centralt, at uddannelses- niveauet fortsat løftes. Derfor bør vi kigge nærmere på baggrunden for, hvorfor det gennemsnitlige uddannel- sesniveau i den private sektor ikke er på niveau med de lande, som vi plejer at sammenligne os med. Er drøm- men om at starte en virksomhed eller få ansættelse i privat virksomhed i Danmark erstattet af drømmen om at blive embedsmand på livstid?


3 + 2 = 29.5

2011-10-25

Why stress through higher education? Why not take a gap year or two after high school? Why not work on the side while studying at university? Why not full-time? These are serious questions asked by serious young people today and the consequence is that the average age of a Master graduate in Denmark is 29.5 years. In other words, you are thirty something when you have  completed the  two years Bachelor level program  and the three years Master program. 29.5 minus 5 years is 24.5. Young women and men tend to leave high-school (gymnasium) when they are 18 or 19. Five years have gone missing. What happened?Parts of the explanation is the notion of taking a gap year and part of it is the slow pace at with university students actually study. This is not surprising given some of the patterns I have mentioned in previous blogs/columns. While many in Denmark thinks this is perfectly fine I think it is a major societal problem simply because it reduced the time a person is full-time active on the job market, and pay taxes. It increased the costs and reduces the revenues for the state, which is a dangerous cocktail.

In this column I articulate the problem and argue that it is time for Danes to take the three years Bachelor education much more seriously. With the implementation of the so called Bologna Accord of 1999 the Bachelor degree has become a glorified “walk – over” in anticipation of the Master level program, in Denmark and in many other places in Europe, which is counter to the whole idea of the Accord.

Despite significant internal and external resistance from the ministerial bureaucracy before I left CBS pushed through a concrete program that started in the autumn of 2011. Check out this post.

24. SEPTEMBER – 30. SEPTEMBER 2010 BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN

Dr. Johan Roos

Problemet med tallet 29,5

Ideen med bachelorgraden var, at unge skulle kunne gå ud i erhvervslivet efter tre år studier. Men ideen er faldet til jorden. I praksis er de unge næsten 30 år, inden de er færdige med studierne.

På papiret ser regnestykket 3 + 2 harm- løst ud. Det svarer til længden af et ty- pisk universitetsstudium i Danmark. På eksamensdag er det rigtige svar på reg- nestykket dog “tæt på 30”. For de danske studerende er i gennemsnit 29,5 år, når de afslutter deres studium, og det placerer dem blandt de ældste i OECD-landene. For Danmark betyder det dels en højere pris per dimittend på grund af tabt skatteindtjening, dels en dår- ligere platform til at konkurrere med andre lande.

I de kommende årtier, vil Danmark og andre OECD- lande mangle unge kvalificerede mennesker i arbejds- styrken, så problemet med de 29,5 vil kun blive værre.

Mobiliteten er væk: I lyset af den økonomiske krise, er det tvingende nødvendigt for os at finde nye veje til at brin- ge de unges talenter og kvalifikationer i spil noget før, samtidig med at de bevarer muligheden for at udvikle og uddanne sig. Oprindelig var intentionerne gode bag den såkaldte Bologna-model, som dikterer tre års bachelor- og to års kandidatuddannelse. Det giver mulighed for at bruge studierne i praksis og indgå i oplæringsforløb på arbejdspladserne for derefter at vende tilbage til mere målrettede overbygningsstudier.

Men i Danmark er fordelene forsvundet, i takt med at 90 procent af de studerende fortsætter med en kandidatud- dannelse direkte efter deres bachelor, og mange af dem desuden fortsætter på samme universitet.

De studerendes mobilitet er fuldstændig væk, og de- buten på arbejdsmarkedet udskudt til en sen alder.

På OECD’s årlige konference om højere uddannelse luftede jeg mine bekymringer over denne manglende brug af bachelorsystemet. Vi er ikke de eneste med dette problem. Ganske interessant var den første til at erklære sig enig med mig formanden for de europæiske studerendes union (ESU), Bert Vandenkendelaere.

Den europæiske brug af uddannelsessystemet bliver ekstra problematisk, når verdensdele som Nordamerika og Asien tager bachelorstudiet ekstremt alvorligt og betragter det som en selvstændig uddannelse.

Det forringer vores studerendes position i international sammenhæng.

En ny model: Summa summarum er, at vi er nødt til at lave en ny model, hurtigst muligt, hvor bacheloruddan- nelsen bliver en selvstændig uddannelse, som kvalificerer de studerende til deres første job.

Et vigtigt element af vores nye strategi på CBS er netop at tage hul på dette problem. I tæt samarbejde med et konsortium af virksomheder vil vi udvikle en ny international konkurrencedygtig og selvstændig Busi- ness Bachelor. Disse bachelorstuderende vil have et job parat efter eksamen, og de vil modtage undervisning, som matcher de bedste uddannelser i verden. Hvis de efter nogle år ønsker at læse en kandidatuddannelse, skal de naturligvis være mere end velkomne.

I årtier har vi snakket om “verdensklasse-forskning” i Danmark. Nu er tiden kommet til at tale om de globale “uddannelsesflagskibe”, som er nødvendige, hvis vi vil tiltrække lokale, regionale og globale talenter og give dem lyst til at bidrage til, udvikle og forbedre vores region. CBS har taget det første skridt i denne retning.


Fewer teachers should mean fewer students

2011-10-25

When I arrived at CBS I quickly uncovered the business model of a university, which was totally dependent on modest amounts of state funding. In short, the idea was to (1)  increase the number of programs to attract a broader range of students, (2) increase the number of students/class (room), (3) reduce the number of faculty hours (teaching and support)/student, and (4) reduce the number of full-time faculty/class while increasing the number of part-time/guest lecturers. This is a powerful recipe for reducing the costs of higher education. It is also a recipe for reduced quality and for creating long-term problems for the society that supports it.

In this column I reflect over the necessity to increase the funding for a university, which has succeeded in attracting far more students than it can accept.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 20. AUGUST – 26. AUGUST 2010

Dr. Johan Roos

Færre forskere betyder færre studerende

Også i år hører vi triste historier om de mange unge, som afvises fra deres drømmestudium. Copenhagen Business School (CBS) vil gerne uddanne flere. Vi kan bare ikke, fordi vores forskerbevillinger er så lave.

Hvis politikerne vil have flere dyg- tige kandidater til de danske virk- somheder, som skal skabe vækst i Danmark i de kommende år, er de nødt til at opprioritere forsknings- midlerne til det erhvervsøkonomi- ske område.

CBS er mange unges foretrukne uddannelsessted, og der venter kandidaterne gode job bagefter. Senest har Danmarks Erhvervsforsknings Akademi (DEA) doku- menteret, at den samfundsmæssige nytte af flere kan- didater med en videregående erhvervsøkonomisk ud- dannelse er markant. Men på visse uddannelser på CBS skal man have tæt på 11 i gennemsnit fra sin studen- tereksamen.

For få forskere: Hvorfor kan CBS så ikke bare uddanne nogle flere? Det er desværre ikke så ligetil, som det kun- ne lyde. Vi har i år udvidet optaget med 150 studerende, men der er grænser for, hvor langt vi kan og vil strække det lovfæstede begreb forskningsbaseret uddannelse.

Der er nemlig ikke nok forske- repåCBStilat sikre, at et øget antal studeren- de kan møde ak- tive forskere på højt niveau. Og det er nødvendigt for at sikre, at underviserne benytter sig af den nyeste og mest relevante tilgængelige vi- den. Samtidig er det påkrævet,

hvis de studerende – som er morgendagens ledere – skal forstå, anerkende og være i stand til at bruge faktabase- rede analyser og videnskabelige metoder frem for anek- doter og simpel mavefornemmelse. Desuden skal alle uddannelser godkendes af Akkrediteringsrådet, som med god grund kræver, at en vis del af undervisningen varetages af forskere.

Forskningsbaseringen af uddannelserne sikres gen- nem universiteternes såkaldte basisforskningsmidler, og her får CBS en yderst beskeden andel; faktisk under 4 procent af de samlede bevillinger. Dette skyldes mulig- vis traditioner, men så vidt jeg ved også mange politike- res manglende viden om, at samfundsvidenskabelige og især erhvervsøkonomiske uddannelser skaber vækst.

Viharikkeråd:Menikkenokmeddet. CBS’taxameter- tilskud er mindre end halvdelen af, hvad f.eks. en inge- niørstuderende udløser. Tilsammen betyder dette, at CBS har langt færre forskere end andre universiteter. Vi har simpelthen ikke råd til at uddanne og ansætte nye forskere. Og det er altså ikke, fordi forskere på CBS ikke leverer varen; i ministeriets egen måling af resultater ligger CBS faktisk betydeligt over gennemsnit.

Vi vil meget gerne optage endnu flere studerende på CBS, der kan skabe vækst og arbejdspladser i både den private og offentlige sektor, men det kræver, at politiker- ne øger forskningsmidlerne til det erhvervsøkonomiske område. Måske kunne dette blive et tema for regeringens Vækstforum?

9.-10. september lægger CBS hus til næste møde i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) Vækstforum. Her vil regeringen og udvalgte repræsentanter fra er- hvervslivet og forskningsverden tage næste skridt i den vigtige diskussion om, hvordan Danmark får skabt en holdbar vækst i fremtiden. Netop diskussionen om, hvordan fremtidens uddannelser skal se ud, bør være et meget vigtigt element i den langsigtede strategi for dansk vækst.


The business of social science

2011-10-25

I love social science and the humanities.  I love the natural, medical and the technical sciences too. Every society needs to cultivate all the grand sciences since one without the other is an opportunity loss. In the midst of the crisis discussions in Denmark during 2010 I made this point over and over again. It was not about “feeling good” but about hard financing of the universities, which in Denmark is very biased toward the natural sciences. What the country needed then and still needs is new products, service sand ways of working and that calls for both technological advances and the ability to convert these into real value for paying customers. Just like on other places decision makers in Denmark remain in the illusion that more money to research automatically means more exports. The sad performance of the tech transfer offices of the science universities testifies against this notion.

In this column I delve on the idea that the social science, especially business studies, is creating a lot of jobs and value to society. Shouldn’t that fact be reflected in the funding pattern?

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 11. JUNI – 17. JUNI 2010

Dr. Johan Roos

Samfundsvidenskab bidrager til vækst

Vi er blevet et videnbaseret servicesamfund. Det bør afspejle sig i uddannelsessystemet.

Der bliver talt utroligt meget om at skære ned i denne tid – især den offentlige sektor er under hårdt pres. I universitetsverdenen har vi også indstillet os på smalhals, for “ingen skal jo gå ram forbi”, som regeringen har sagt.

Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg så følgende udmelding fra Dansk Industris direktør, Hans Skov Chri- stensen, i Berlingske Tidende: ”Danmarks velstand kan hæves betydeligt, hvis flere unge tager tekniske og sam- fundsvidenskabelige uddannelser, der er rettet direkte mod det private erhvervsliv, og færre uddanner sig inden for humanistiske fag.” Det er, så vidt jeg ved, første gang DI’s direktør så direkte opfordrer til, at flere unge kaster sig over erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige uddannelser.

God investering: Jeg kunne selvfølgelig ikke være mere enig, for det er netop den pointe, vi fra CBS’ side har for- søgt at slå fast. At vore studerende faktisk bidrager over ordentligt meget til det danske samfunds vel- stand. De økono- miske vismænd har analyseret samfundsafka- stet af de for- skellige uddan- nelsesretninger, og her ligger vo- re studerende helt i top. Arbej- derbevægelsens Erhvervsråd og Cepos påpeger begge, at det er en rigtig god investering for den enkelte (målt ved livsind- komst) såvel som for samfundet (målt ved skatteindtægter) at få flere unge til at tage en samfundsvidenskabelig – og især erhvervsøkonomisk – videregående uddannelse.

Ser vi på antal job, er tendensen den samme. Inden for forretningsservice – der bl.a. omfatter reklamefolk, advo- kater, revisorer, konsulenter mv. – er beskæftigelsen mere end fordoblet de seneste ti år i Danmark.

Ambitionerne: Som vi alle ved, har det danske samfund gennemgået en omfattende forandring de seneste årtier: Fra at være et mere traditionelt industrisamfund til at være et videnbaseret servicesamfund.

Dansk Industri har skiftet navn til ”DI – Organisation for erhvervslivet”. De færreste har måske bemærket det, og man kan også lidt polemisk spørge, om DI i tilstræk- kelig grad sammen med politikerne har været i stand til at sætte erhvervspolitisk fokus på handel, service, design og it? Bør ikke hele det danske uddannelsessystem i hø- jere grad afspejle denne udvikling?

Eksempelvis ville vi hjertens gerne byde velkommen til de ca. 4.000-6.000 unge videbegærlige mennesker, hvis ansøgninger om optagelse vi er nødt til at afslå, fordi vi ikke har kapacitet til flere studerende, sådan som syste- met er skruet sammen i dag.

Vi ville også gerne styrke vores overbygningsuddannelser, så vi skærper konkurrencen i forhold til de bedste udenlandske business schools – gerne finansieret gennem en vis grad af brugerbetaling.

Tiden er ikke til at stå med hatten i hånden og bede om flere skattemidler, men vi ønsker blot muligheden for at få lov til at forfølge regeringens ambitioner om at blive blandt de bedste. Især fordi vi ved, at det vil styrke den danske vækst og konkurrenceevne på længere sigt.

Skal de grundlæggende strukturer i det danske uddan- nelsessystem ændres, må politikere og organisationer på banen. Signalerne fra såvel DI som videnskabsministeren giver grund til en forsigtig optimisme.


Copenhagen Metropolitan Region

2011-10-25

Despite the bridge between Denmark and Sweden in 2000 the bi-lateral Öresund region has not really taken off as anticipated and this is problematic since it has the potential to become a very dynamic part of Europe. The Swedish side has been much more open to bonding much more than their Danish counterparts, which is sad.  To fuel the debate I wrote this column in mid 2010 and it coincided with one of the major outcomes of the strategy process at CBS, namely to evolve the strategic thinking from national-international to think national, regionally and globally. In south Scandinavia Copenhagen is the dominant region so it make sense to build on that fact,

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 25. JUNI – 1. JULI 2010

Dr. Johan Roos

Copenhagen Metropolitan Region

Øresundsregionen er et fint koncept. Men vi er nødt til at tænke større og inddrage flere dele af Sverige og Tyskland i det mentale landkort over den københavnske metropol.

Italien bestod i renæssancetiden af metropoler, eller bystater, som typisk blev regeret af magt- fulde familiedynastier som for eksempel bank- familien Medici i Firenze. Nu har nationalstaten længe været et stærkt fænomen i Europa, men den moderne regionale metropol vinder frem, og vi befinder os i den måske mest lovende regionale metropol i Europa. Men det virker, som om vi har svært ved at se det.

Det paradoksale ved internationaliseringen er beho- vet for at være utroligt global og lokal på samme tid. I medierne bliver vi hver dag tudet ørerne fulde om den betydningsfulde rolle, som Kina, Indien og USA spiller geopolitisk og økonomisk. Men samtidig ser vi, hvordan regioner omkring store byer som Shanghai, Mumbai og Seattle vokser i betydning, og sågar nogle gange overskygger deres “værtsland”, nationalstaten.

Det mentale kort: Regioner spiller selvfølgelig også en vigtig rolle i små lande som vores, men ofte vil en større by spille en vigtigere rolle for den økonomiske, po-

litiske og kulturelle udvikling. Tag bare vores eget nabolag med Helsinki, Stockholm, Oslo og til en vis grad København.

Og dog, for når det gælder vækst og tiltrækning, sakker København bagud i forhold til sine nordiske søstre, og det er proble- matisk.

Nationalstaten spiller en stor rolle i Danmark, og det skal vi respektere. Men samtidig er vi nødt til at ud- vide vores mentale kort til også at inkludere Copenhagen Metropolitan Region (CMR). Her taler jeg ikke kun om Region Hovedstaden. Kig på et kort og tegn cirkler omkring København i forskellige størrelser. Den første cirkel inkluderer Øresundsregionen, men det er gammelt og velkendt.

Prøv at tegne en større cirkel, som ikke bare inklu- derer det sydlige Sverige og universitetsbyen Lund, men som også går så langt som til at inkludere industribyen Göteborg, entreprenørbyen Jönköping og it-byen Karlskrona. Kig så sydpå og se, hvordan de gamle Hansestæ- der Lübeck og Kiel bliver en naturlig del af CMR. Med en smule mod kunne man udvide cirklen en anelse mere, og straks dukker et væld af flere muligheder op.

Tænk stort: Bliver det for imperialistisk? Måske er det lidt i overkanten, men pointen er, at vi er nødt til at tænke stort og udvide vores mentale kort – især i tider præget af økonomisk krise og politisk depression. Øresundsre- gionen er et fint koncept, men vi er nødt til kun at se det som første skridt i bestræbelserne på at placere CMR i hovederne på folk her og i udlandet. Det skal følges op af beslutninger og handling, som styrker tiltrækningen, konkurrencekraften og det globale brand. Femern-bro- en er trods alt på vej!

I samme ånd er vi nødt til gradvis at øge betydnin- gen af CMR og holde den fri af alt for mange nationale begræsninger. Den svenske minister, som er ansvarlig for Øresundregionen, fortalte mig for nylig, at hun de sidste tre år har hjulpet med til at fjerne 48 barrierer for mennesker og virksomheders samspil over Øresund – men at der stadig er alt for mange tilbage.

Ligeledes må etableringen af CMR forventes at blive en kamp op ad bakke, men Leonard Cohen har uden tvivl en pointe, når han synger: ”First we take Manhattan, then we take Berlin…”


Singapore and Denmark – elitism and mediocracy?

2011-10-25

While the no-growth debate and blaming game continued in Denmark I paid a visit to Singapore. I had forgotten that this country is the size of the Danish small island of Bornholm south of Sweden, but with about the same number of people. This is where the similarities stops. Without making lots of reservations about their political model in this column I cut right to the chase and make some painful points about the success of Singapore in view of the stagnation of Denmark. Singapore carries a large and clear Elite sign whereas Denmark keeps defending an everybody-must-be-equal mantra that risks leading to mediocrity. Pretty provocative stuff.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 9. ApRIL – 15. ApRIL 2010

Singapore – et eksempel for Danmark

Blot en lille rød prik på kortet over Asien. Men vi kan lære af Singapores stærke satsning på forskning og uddannelse og vilje til forandringer.

Forestil dig en befolkning på fem millioner på en ø på størrelse med Bornholm. Heraf to millioner udlændinge primært fra de omkringliggende lande. Forestil dig, at alt skal importeres, og at øen er et blomstren- de handelscentrum. Forestil dig fire offi- cielle sprog, tre yderst konkurrencedyg-

tige universiteter og et fjerde på tegnebrættet. Forestil dig det femte rigeste land i verden målt efter BNP/ind- bygger – 40 procent mere end Danmark. Velkommen til Singapore.

Jeg er netop kommet hjem efter et inspirerende be- søg på tre anerkendte handelshøjskoler i Singapore, der er blevet kåret til den mest forretningsvenlige økonomi i verden med tusindvis af udenlandske forretningsfolk udstationeret hos multinationale virksomheder og titu- sindvis af udenlandske arbejdere. Det anses også for at være et af verdens økonomiske handelscentre.

Lærestykket: Hvad kunne jeg tage med mig hjem?
– Handelshøjskolernes mission er i tråd med landets. Skolerne leverer det, som regeringen ønsker og beta- ler for. Det, der er godt for regeringen, er godt for sko- lerne, lyder parolerne. Hvis regeringen ønsker, at de skal udvikle sig i retning mod at være mere excellente, beder den skolerne om at konkurrere og giver en stor portion penge til en af parterne.

– De udnytter deres geografiske fordele. For Singapore er det altafgørende at være en vigtig aktør i regio- nen, der omfatter Beij- ing, Seoul, New Delhi og Sydney. Det er her, de rekrutterer studen- ter, sælger videreud- dannelse og finder al- liancepartnere.

– Uddannelserne er i forreste række. Forskning i ver- densklasse ses som et middel til at kunne tilbyde fanta- stiske uddannelser, ikke bare som et mål i sig selv.
– Der er skarp konkurrence om de mest talentfulde studerende. De studerende betaler omkring 30.000 danske kr. i undervisningsgebyr, og regeringen spæder til med det dobbelte. Hvilket betyder, at skolen mod- tager ca. 90.000 kr. pr. studerende pr. år (selv med vores øgede taxametertilskud, får vi på CBS mindre end halvdelen). Det videnskabelige personales lønnin- ger starter oftest omkring 1 million kr., hvoraf kun 20 procent går til skat.

– Uddannelserne er meget eliteprægede. De studeren- des høje GMAT-resultater (Graduate Management Ad- mission Test), dimittendernes prestigefyldte job, høje internationale rankings og et overtal af udenlandske studerende taler for sig selv.

forandringsparat: Denne lille, men strategisk placerede stat er blevet ét af verdens mest konkurrencedygtige, avancerede og fremgangsrige lande. Det er også et min- dre demokratisk land end i vesten. Men de formår alligevel at være forandringsparate.

Fordi de er totalt afhængige af andre, fokuserer den singaporeanske regering på nye udviklingsmuligheder, der vil være mindre følsomme over for den globale efter- spørgsel. For eksempel åbner regeringen for, at uden- landske virksomheder kan investere i produktion af me- dicinsk teknologi med det formål at gøre Singapore til højteknologisk centrum i Sydøstasien. I tråd med denne strategi er de nu i gang med at oprette et fjerde offent- ligt universitet.

Denne lille røde prik på verdenskortet får Europa til at fremstå som langsom og træt.

Hvad kan vi i Danmark lære af dette? At andre gør det mindst lige så godt som vi på en helt anden måde. Eksemplerne fra Singapore og artiklerne fra Kina i de seneste uger i Berlinske Nyhedsmagasin viser, at Dan- mark skal til at indrette sig på helt nye måder i årene fremover.


Student fees = Holy Cow ?

2011-10-25

In mid-2010 the public debate in Denmark was characterized by the ongoing lack of growth and bleak outlooks in general. The debate was boring to say the least and I felt a need to kick in with some ideas about the field I was working in – higher education. In this column I propose that Denmark allows itself to be inspired by the existing models for student feed applied in the UK, Hungary and elsewhere. I realized that such suggestions equate to swearing in the church but I simply could not resist stating the obvious: the state cannot use increase taxes to pay everything for everybody all the time.

28. MAJ – 3. JUNI 2010 BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN

Dr. Johan Roos

Brug krisen til at tænke nyt

Brugerbetaling kombineret med lån kan være med til at forbedre forholdene for universiteter og studerende.

Så kom den – regeringens længe ventede spa- replan. Det er regningen for den finanskri- se, der har hærget verdensøkonomien i mere end to år. Sådan ser det ud overalt i Europa. Problemet er dog meget alvorligere og handler om, at Europas velfærdsmodel er på vej til at kollapse gennem kombinatio-

nen af alt for generøse overførsler, for kort arbejdstid, en aldrende befolkning og lave fødselstal.

Kontrasten til Asien er påfaldende. Regeringerne er simpelthen nødt til at stramme bæltet ind. Avisen Svenska Dagbladet skrev i denne uge, at den danske fest er ovre, og International Herald Tribune er ikke i tvivl: Europas stolte velfærdsmodel er for alvor ved at ruste.

Som det fremgår af regeringens genopretningsplan vil der også blive tale om besparelser på uddannelses- og forskningsområdet. Jeg har naturligvis stor forstå- else for, at der skal gøres noget her og nu for at rette op på landets økonomi, og da vi næsten udelukkende er finansieret over skatterne, har universiteterne et særligt stort ansvar for at være så effektive som muligt. Men

det er ærgerligt, at man er nødt til at spare så kraftigt på netop de områder, som Danmark skal leve af i fremtiden – uddannelse og forskning.

Vi bliver nødt til at diskutere nye veje for finansiering af vore uddannel- ser og universiteter i fremtiden. Ser vi på, hvordan vore udenlandske konkurrenter – især i Kina og resten af Asien – opruster kraftigt i disse år, risikerer vi for alvor at tabe terræn.

Studieafgifter: Flere sammenlignelige lande har indført forskellige former for studieafgifter i kombination med generøse studielån og tilbagebetaling efter evne som supplement til skattefinansieringen. Tænketanken DEA har undersøgt lande som Holland, Storbritannien og Australien og fundet nogle interessante resultater.

For det første viser DEA’s undersøgelse, at det ikke er studieafgifter på universiteterne, der er bestemmende for, hvor mange unge fra forskellige samfundslag, som får en videregående uddannelse. Det er snarere kvali- teten af grundskole- og ungdomsuddannelse, som afgør dette. Den negative sociale arv brydes primært ved, at vi skaber bedre uddannelser fra grundskolen til ungdoms- uddannelserne for at få universitetsparate unge fra alle samfundslag til at gennemføre deres uddannelser.

I Danmark tror mange politikere, at studieafgifter i sig selv vil skræmme unge fra især de ikke-boglige hjem væk fra universitetsuddannelserne, men det hol- der ikke stik i praksis. Social mobilitet skades ikke af deltagerbetaling, hvis der samtidig etableres gode låne- og stipendiemuligheder som f.eks. i Australien og Hol- land. Generøse studielån fra staten, der betales tilbage i forhold til indkomstens størrelse, giver studenterne stor frihed, øger kvaliteten af undervisningen og giver et mere retfærdigt socialt system. Dette er også sket i praksis i både Ungarn og Storbritannien, hvor øget del- tagerbetaling ser ud til at have forbedret situationen for studenter, universiteter og samfundet.

Jeg håber, at politikere på tværs af partiskel er pa- rate til at deltage i en åben og fordomsfri dialog om de fremtidige finansieringsmuligheder af uddannelsen. El- lers risikerer vi, at kvaliteten af vore uddannelser og in- novation udhules til stor skade for den danske konkurrenceevne og vækst. Er det ikke netop de unge, vi skal investere i?


A Scandinavian model with Chinese charecteristics

2011-10-25

In  spring 2010 I visited the Chinese Communist Party’s own elite school outside Beijing, dedicated to educate the party’s elite people running provinces, cities and public institutions and companies. The questions I was asked by the top people there let me to believe that the  leaders of China pays a real interest in the Scandinavian welfare model and are using some version of it as a source of inspiration. In this column I reflect over and this possibility.

BERLINGSKE NYHEDSMAGASIN 14. MAJ – 20. MAJ 2010

Dr. Johan Roos

En kinesisk skandinavisk model?

Den kinesiske elites beslutningstagnings-kultur er vidt forskellig fra vores, men hvis vi inviterer til dialog, så kommer de kinesiske ledere til os.

Da jeg første gang besøgte Kina i 1985, så jeg de første spæde tegn på, hvad der ville ske i fremtiden. Tusindvis af kinesere iklædt Mao- jakkesæt cyklede langs Chang An Avenue, men i det rige, hvor al pri- vat virksomhed kun få år tidligere var forbudt, havde enkelte iværksættere allerede etableret sig som cykelsmede.

Der er sket en enorm forvandling siden. Kina styres i dag ud fra en mere pragmatisk, rød ideologi kaldet so- cialisme med kinesiske karakteristika.

Med forvandlingen er Kina rykket tættere og tættere på førstepladsen, når det kommer til økonomi og politik, og det kræver en helt anden form for ledelse end den hid- tidige. Så hvordan uddanner Kina i dag den diktatoriske overklasse, herunder borgmestre, ministre, vicemini- stre og chefer for statsejede virksomheder?

Eliteskoler: Kina har etableret et partiskolesystem, der inkluderer det nationale og kommunale plan samt pro- vinserne og regionerne. De højst rangerende embedsmænd bruger re- gelmæssigt 2-12 måneder på elite- skolen Central Committee Party School i yderkan- ten af Beijing. Der er altid omkring 1.600 deltagere på campus, og nog- le observatører hævder, at Central Committee Party Schools’ rektor meget vel kan blive Kinas næste præsident.

Ved første øjekast ligner skolen for Kinas kommuni- stiske elite de executive-uddannelser, som udbydes af de bedste business schools i USA og Europa. Indoktri- neringen af en stærk ideologi ligner også den opskrift på succes, som vestlige virksomheder har anvendt. Fæno- menet blev beskrevet som ”kultagtige kulturer” i best- selleren “Built to Last” fra midten af 1990’erne.

Ser man nærmere på partiskolens livslange læring, vedbliver der dog at være et ying-yang-forhold mellem den unge, dogmatiske kommunisme og den menneske- kærlige konfucianisme, der har været en del af Kinas kultur i årtusinder.

Fra vores demokratiske perspektiv ligger det kinesiske generalieblad i forhold til menneskerettigheder som en skygge over Kungfutses ideologi om velgørende le- delse. De kinesiske lederes fælles beslutningstagnings- kultur virker meget forskellig fra den individualistiske, maskuline ledelse, der er at finde i mange organisatio- ner i Vesten. Så hvad kan vi lære af hinanden?

Nødvendig dialog: For nylig mødtes jeg med nogle af le- derne fra den øverste partiskole, og det står klart for mig, at på trods af den succesrige, økonomiske model, så er den kinesiske elite fortsat villig til at lære af re- sten af verden.

Nogle ledere synes, at den skandinaviske velfærds- model er særligt fascinerende, og jeg har på fornemmelsen, at vi i fremtiden vil se eksperimenter med en skandinavisk model tilsat kinesiske karakteristika – for- håbentlig med vægt på de skandinaviske traditioner for åbenhed, demokrati og menneskerettigheder.

På CBS har vi en lang tradition for asiatiske studier, og som et af de danske universiteter er vi blevet bedt om at være en del af det danske universitetsprojekt i Beijing. Alligevel samarbejder vi også med partiskolen om social udvikling, fordi vi på den måde får den kinesiske elite til Danmark.